Afgangsprojekt – The silo weekend house

I den sydlige landsdel af Sverige ligger regionen Blekinge, og projektet befinder sig i den nordvestlige del. Dette område af Blekinge byder på mange klipper og skær, samt tæt bevoksede nåletræsskove. Når man kommer kørende til dette sted, åbner landskabet sig pludseligt op. Efter at have kørt blandt tårnhøje træer, kan man nu på den ene side af vejen se flere hundrede meter væk, hvor køer og får græsser henover åbne marker. Hvad man i virkeligheden betragter, er et gammelt ar i landskabet forårsaget af tidligere generationers daglige arbejde med skovle og spader samt store maskiner. I en grusgrav fra 1922 er et ar i landskabet dannet af behovet for grus til blandt andet at anlægge den selv samme skovvej, man kommer kørende ad til stedet. Det eneste tydelige tegn der står tilbage, efter man forlod grusgraven, udover at landskabet er blevet forandret, er en gammel efterladt grussilo, som har været opført i forbindelse med grusgraven.

Mit første møde med stedet førte mig hen til toppen af bakken ved siden af siloen. Her blev jeg hurtigt nysgerrig efter at se, hvad det var for et lille hus, der gemte sig bag nogle tætbevoksede træer. Da jeg kom nærmere, hoppede jeg over det aflåste stålhegn og blev meget overrasket, da jeg pludselig stod på en rampe 10 meter over jorden. Her oplevede jeg det skønneste panoramaudkig til skovens trætoppe samt en fornemmelse af at svæve over skoven. Det eneste man kunne høre, var vinden i træerne og fuglenes fløjten.

Efter at have undersøgt siloen og områdets historie nærmere, tænkte jeg, at siloen i sig selv kunne være den perfekte historiefortæller fra en svunden tid, hvor siloen og området var hovedpersonerne. Det eneste levn tilbage fra den tid, hvor landskabet blev nyttiggjort, er siloen. Her fra toppen kan man kigge ud over landskabet og tænke over, hvordan vi førhen har brugt vores natur og dens ressourcer. Desuden er området omkring siloen i tidens løb blevet forandret til et naturskønt grønt område, som jeg tænkte kunne danne ramme om det perfekte refugium eller et weekend house. Dog er siloen langt fra beboelig og trænger dermed til en grundig renovering og forvandling fra gammel grussilo til et ”weekend silo house”.